4 WD

4 WD Bendleby Ranges

13.-16. maj 2005

Four Wheel drive (4 WD)


13.-16. maj tog vi på 4 WD-tur sammen med 8 andre biler i Bendleby Ranges, som ligger 300 km nord for Adelaide. Alle de andre var også anæstetister fra forskellige afdelinger og hospitaler i Adelaide, så vi kendte kun et enkelt af parrene inden afgang. Vi fulgtes med tre andre biler derop heriblandt turlederen Phil (4 WD nørd/ekspert) og Huub og Anneka og deres fire børn. (De er fra Holland og har været her et år længere end os, men tager hjem til januar også) Allerede på turen derop under pauserne, fandt ungerne sammen med Marije 8, Stein 6 og Bente 3. Ella var kun 6 mdr., så hende var der ikke meget sjov ved for ungerne. Vi skylder også lige at fortælle, at da vores egen bil ikke er en 4 WD, havde vi været ude og leje en til lejligheden. Vi fik en splinterny Toyota Landcruiser, som ikke havde rundet 1000 km. Det var dejligt. Da vi ankom til lejren om eftermiddagen forsvandt ungerne på ekspedition. Der var en udtørret flodseng lige ved lejren, hvor der var mange spændende ting som kænguruknogler, meloner og meget andet. Vi andre gik i gang med at slå vores telte op inden det blev mørkt. Maden blev tilberedt på medbragt gasblus og for de virkelig professionelle blev den tilberedt over bålet. Det kræver dog en masse ekstra udstyr, som vi ikke lige rådede over.


1. dag skulle vi starte på en træningsbane inden vi blev sluppet ud i den virkelige verden. Vi tænkte begge: ”helt ærligt, lad os nu bare komme af sted”, men vi blev klogere. Træningsbanen bestod af stejle skråninger og en flodseng med store sten i, og vi tænkte hvorfor skal vi køre der, det får vi da aldrig brug for!!! Vi skulle senere komme til at ønske os tilbage. Helle fik prøvet kræfter med den stejle skråning og kom op i 2. forsøg. 1. gang var der ikke nok fart på fra starten, så vi hang midt på skråningen, og skulle nu ned igen. Det føltes som om at man lå ned på ryggen med benene lige op i vejret. Så stejl var den. Phil ”talte” os ned igen, hvilket bestod i at sætte den i bakgear og slippe bremse og kobling samtidigt, så den ”kravlede” ned igen. Men det kræver sit at slippe bremsen og stole på at man ikke suser baglæns ned af skrænten. Peter nåede det ikke p.g.a. tiden, men havde sikkert også klaret det af et par gange.


Resten af turen gik op og ned over stok og sten, altså ikke hurtigt men virkeligt over hvad som helst og også sommetider noget som lignede veje!! Ellers var det mest hullede, 2½ m brede stier og flodsenge, f.eks. Gum Creek Drive. Sommetider kørte vi så stejlt opad at man ikke kunne se vejen ud af forruden, kun himmel. Og så var det bare med at huske nogenlunde hvordan vejen svingede, da der ofte var skrænter ned på begge sider, f.eks. på Billy Goat Ridge. Af og til var det en skræmmende oplevelse, både at køre og sidde ved siden af, men bagefter var man både stolt og sej, at man havde gjort det. Ungerne havde absolut ingen fornemmelse af at vi sommetider, trak vejret dybt og holdt vejret. De kunne midt i det hele bede om at få skiftet spil i Game-Boy’en eller lignende. Billederne ovenover kan desværre ikke helt vise det, som vi oplevede det, men der var virkelig stejlt og langt ned nogle steder. Peter har altid undret sig over hvorfor der var et håndtag over vinduet ved førersædet, men nu ved han hvorfor. Det er rart at holde fast i, når bilen hælder 45 grader og man skal dreje modsat. Ligeledes er det uundværligt, når bumpene er så dybe at det hele hopper og danser, og man skal dreje samtidigt. De næste dage lignede den første. Op og spise morgenmad, ud og køre, spise frokost, ud og køre, aftensmad ved bålet, øl og vin og hygge omkring bålet til 9-10-tiden, hvor det var os udlændinge som holdt længst ud. Mandag (helligdag) gik turen hjemad, da vi skulle aflevere bilen kl. 16.00, og den skulle tømmes, vaskes og tankes inden. Det blev lidt knebent, men vi nåede det. Men alt i alt en kæmpe oplevelse som vi kan leve længe på.