Coorong

Coorong

11. september 2005

Søndag d. 11. september kørte vi til Goolwa, ca. 1 1/2 time syd for Adelaide, hvor vi skulle sejle med Spirit of the Coorong. Turen var en 6 timers tur inkl. frokost og te ombord. Båden var heldigvis ikke helt fyldt, vi var vel 18 i alt. Så der var god plads til at ungerne kunne lave en hule ud af poncholinerne og 2 rækker sæder. Vi havde tager game-boy og tegnesager med, så de ikke skulle kede sig.


Coorong er et fuglereservat som ligger ved udmundingen af Murray River og strækker sig 100 km sydpå. Det er en smal lagune som er adskilt fra havet af en smal tange af sand. Vi havde håbet på at vi skulle se flere tusinde vadefugle, men p.g.a. ekstraordinær høj vandstand og blæst, var det desværre lidt småt med det. Vi fik dog set masser af pelikaner og cormorants (skarver) og en enkelt Wedge-tailed Eagle. Ude på tangen skulle der efter sigende både være kænguruer og emuer, men de var ikke hjemme. Til gengæld på vej tilbage, i et lille sommer-fiskerleje, gik der en emu rundt inde i en have. Det regnede lidt og den havde fundet ly under et halvtag.


Det blæste en "stiv Pelikan" nede ved havet. Der blev blæst skumskyer op på stranden, ligesom ved f.eks. Henne Strand. Og det larmede så meget, at man måtte helt hen ved siden af Kristine for at kalde på hende.


På turen stoppede vi flere forskellige steder, bl.a. på et gammelt aboriginal bo-sted. Man kunne se "køkkenmøddingen" bestående af mange tusinder hjertemuslingeskaller (cockles). På vestsiden af landtangen (saltvand) indsamlede de cockles, på østsiden af tangen (ferskvand) kunne de fiske, på selve tangen kunne de samle bær o.l. Så inden for en radius af 2 km havde de faktisk alt hvad de skulle bruge. Selv drikkevand. Når man graver et dybt hul i sandet, vil det efterhånden fyldes med regnvand, som tidligere er trængt ned i sandet, men er blevet standset af det tungere saltvand nedenunder. Vi prøvede det ude på tangen - og det virkede. Kristine prøvede endda at drikke af det noget grumsede vand. Men det var fint drikkevand, ikke den mindste smag af salt. Det eneste de faktisk manglede var træ til at bygge hytter af, men det måtte de så bytte sig frem til. Der boede aboriginals derude op til slutningen af 1800-tallet, hvor englænderne fordrev dem.