Søndag meget tidligt gik turen til Perth, hvor vi havde lejet en 4 WD med to telte på taget. Ungerne var tidligt oppe (03.30) for at se MGP på nettet. Flyveturen varede 3 timer og 15 minutter og forløb uden de store problemer. Efter at have hentet bilen og fået pakket vores ting på bilen, gik turen stille og roligt nordpå. Efter vi havde handlet og fyldt køleskabet op, kørte vi til Cervantes ca. 200 km nordpå. Vi så solen gå ned over Pinnacles, som er et ørkenlandskab med 3-4 m høje kalkstensformationer (se billedet). Derefter kørte vi til Cervantes for at finde et sted at sove. Fordelen ved vores bil skulle være, at vi ikke behøvede en campingplads, men at vi kunne slå lejr, hvor vi havde lyst. Det er dog ikke så let, når det er blevet mørkt og man ikke kender området. Vi var nede og vende på en strand, men følte ikke rigtig at vi ville køre helt derned, indtil der kom nogle lokale forbi og spurgte om vi ledte efter et sted at sove. De fortalte at vi bare lige skulle køre 10 meter på stranden og så dreje op på en sti, køre et stykke og så ville vi finde et sted. Det gjorde vi så og fandt et dejligt sted i 1. klitrække.
Peter stod tidligt op, fordi han havde sovet dårligt p.g.a. vinden der ruskede i teltene. Efter morgenmaden og en ompakning af alle vores ting, fortsatte vi nordpå til Geraldton (ca. 250 km), hvor vi spiste frokost ved en legeplads. Videre igen til Kalbarri yderligere 160 km. I Kalbarri og omegn var det ikke tilladt at campere på egen hånd, så vi blev tvunget ind på en campingplads. Så kunne man også få sig et bad. Vi gad ikke rigtigt lave mad og vores "naboer" anbefalede den lokale fish and chips. Så det måtte vi prøve. Ja, vi blev da mætte, men der er ikke noget at sige til at mange australiere er fede, hvis de spiser fish and chips bare en gang i mellem. Det var så fedt at vi måtte "skrælle" fisken for paneringen - ellers var det simpelthen ikke til at spise.
Vi besøgte Rainbow Jungle som havde en meget flot samling af papegøjer. Vi er jo gået hen og blevet fugleinteresserede, da der er mange utrolig flotte og farvestrålende fugle i det fri hernede. Og det var lidt sjovt at se nogle af de mere sjældne også. Derefter besøgte vi Kalbarri National Park, hvor vi stoppede ved nogle udsigtspunkter, Hawks Head og Ross Graham, hvor man kunne nyde udsigten over Murchison River og dens klippeskrænter i flere farver. Så var det tid til at køre mod Monkey Mia (372 km) . Vi kørte langt ind i Peron National Park, hvor vi igen fandt os et overnatningssted i mørke!! Inden det blev mørkt nåede vi at se nogle zebra-finker i det fri. De ses ellers mest i bur hjemme i Danmark.
.JPG)
Vi kørte til Monkey Mia, hvor vi så delfiner kun få meter fra os. De har lavet et resort og center hvor de studerer delfiner og de fodres så lidt hver dag, så publikum har noget at se på. Det var sjovt at se delfiner så tæt på, men ikke så stor en oplevelse som man havde forventet ud fra brochurer og hjemmesider. Så gik turen videre nordpå, igen knap 400 km til New Beach. På vejen stoppede vi ved Shell Beach (en af to strande i verden som har hvide muslinge-skaller i stedet for sand) og ved Stromatolitterne (som skulle være verdens bedste eksempel på de ældste levende organismer i verden). De opstod for 3 mia. år siden og eksisterer stadig i modsætning til f.eks. dinosaurerne. Men de er også en-cellede, så der er ikke så meget at holde styr på.
.JPG)
Shell Beach
Torsdag d. 22. september 2005
Så gik turen til Coral Bay, hvor vi spiste frokost, badede, handlede og tankede inden vi fortsatte turen til Exmouth (den nordligste by vi skulle til). Vi overnattede på en campingplads nord for Cape Range National Park, da vi trængte til at blive vasket, få vasket lidt tøj og ikke mindst, få ladet vores kameraer op igen. Undervejs stoppede vi også for at se på en bananplantage. Lidt undervisning skulle Oliver jo have når han "pjækkede" fra skole. Ud for Cape Range National Park ligger Ningaloo Reef som blev hovedmålet for denne rejse. Det strækker sig næsten 120 km mod syd, men skulle være bedst her ud for nationalparken. Man kunne godt campere i selve national parken, men man skulle stå tidligt op for at få et campingsite - først til mølle-princippet. Men man vidste aldrig, hvor mange der var til rådighed ud af det samlede antal på ca. 90. For når man først var inde, måtte man gerne blive en måneds tid.
Vi stod derfor op kl. 06.00, gik i bad og pakkede sammen. Kørte fra campingpladsen kl. 07.05 og hen til indgangen til Cape Range National Park for at få en camping-tilladelse. Tilladelserne blev solgt fra kl. 08.00, så ventetiden blev brugt til at spise morgenmad på bagsmækken af bilen. Det viste sig at der kun var 9 pladser ledige, men vi var heldige at få en plads på Tulki Beach, tæt på Turquoise Bay, hvor vi skulle snorkle med børnene. Efter at have kontrolleret og betalt for vores "site" kørte vi til Mangrove Bay, hvor vi kiggede på fugle i en hel time. Oliver spillede GameBoy uden lyd og Kristine tegnede lidt, mens de voksne var meget optagede af at diskutere, hvad det var for nogle fugle. Derefter kørte vi til Turquoise Bay hvor vi snorklede og spillede bold på stranden. Det var en fantastisk strand og kun 30 meter ude, var der koralrev med masser af fisk, så ungerne syntes, det var sjovt at snorkle. Vi spiste frokost på bagsmækken og derefter snorklede, badede og spillede vi bold igen. Når vi snorklede havde Helle og Peter hver et barn i hånden og så gik det bare derudaf. Kristine havde både svømmevinger og badering på, mens Oliver kunne nøjes med vingerne. De er ellers blevet rigtigt gode til at svømme begge 2, uden vinger eller bælte, men det er rart bare at kunne lige stille og flyde, når der er masser af blå, orange, hvide og stribede fisk at kigge på. Retur til Tulki Beach, hvor vi slog telte op og fik os nogle øl sammen med de andre på pladsen. Der var 8 "sites" ved Tulki Beach.
Vi havde en stille start. Efter at have pakket sammen ville vi lige snorkle en sidste gang, inden vi begav os sydpå igen. Informationscentret anbefalede Lakeside Beach, men der var ikke noget at kigge på ved lavvande, så vi vendte tilbage til Turquoise Bay igen. Derefter sagde vi farvel til Ningaloo Reef, en stor oplevelse. Og begyndte allerede at glæde os til vores tur til Great Barrier Reef i slutningen af oktober. Vi handlede og spiste frokost i Exmouth inden vi for alvor kørte sydpå igen. Vi forkælede os selv og spiste på pizzeria i Carnarvon. Det var jo lørdag. Kørte igen til New Beach i mørke og slog lejr. Ungerne nåede at falde i søvn, så vi måtte bare klare lejren selv. Og så ellers proppe ungerne i nattøj og balancere dem op ad stigerne.
De sidste par dage var næsten ren transport. Vi havde jo flybilletter hjem fra Perth mandag sen eftermiddag. Vi kørte derfor knap 500 km til syd for Port Denison. Spiste frokost på Nerren-Nerren, hvor vi var glade for vores flue-net. I de områder hvor der er køer og får - er der også fluer. Det var ellers noget af en opgave at spise frokost med fluenet på og der var da også ved at blive huller i dem flere gange. Til vores sidste overnatning fandt vi et meget afsides sted at slå lejr og denne gang i dagslys. Det var helt underligt at lave mad, mens man faktisk kunne se hvad man lavede og uden pandelamper. Til gengæld når det først er blevet mørkt og man er langt væk fra alting. Så er der rigtigt, rigtigt mørkt og mange, mange stjerner at se på. På en tur som denne ændrer man rytmen, så den passer med naturen dvs. at man står op når det bliver lyst og går i seng kort tid efter man har spist sin aftensmad i mørke. Og det er ikke noget problem at få ungerne i seng.
Vi regnede med at køre til Perth og nå at gå en tur i Kings Park, hvor de har en tree-top-gangbro gennem parken. Meeen, ting tager tid. Og klokken blev næsten 13.00 inden vi nåede udkanten af Perth og vi skulle også spise frokost, vaske og ordne bil og aflevere den inden kl. 16.00 Så vi droppede Kings Park og valgte i stedet at køre ind i et område med små søer og skov lige i udkanten af Perth. Helle så en vej og sagde: her skal vi ned, altså lige 7 sek. for sent til at til at nå at dreje fra en 2-sporet motor-agtig vej. Peter flåede rattet mod venstre og så holdt vi i vejsiden. Og efter lidt forvirring og misforståelse og hvordan vi skulle komme tilbage på ret spor, vendte Peter bilen på en meegeet blød græsrabat. OG sad fast. Og vi tænkte bare, at nu har vi kørt så lang, på dårlige veje o.l. og nu sidder vi fast i en græsrabat 5 km fra hvor vi skal aflevere bilen - det er bare løgn. Men heldigvis fik vi ikke sat bilen rigtig fast, men kunne selv få den fri igen. Men adrenalinspejlet var nok lidt over daglig vande. Og efter frokosten ja så var det bare at få bilen vasket og afleveret - og så var det tid til at tage i lufthavnen.
Det var
en meget træt og snavset familie, som nåede velbeholdent hjem til Adelaide
igen efter 3500 km i WA. Og vi fik slet ikke set det hele, og heller ikke
nok af det, som vi fik set. Men det er vel også som at ville se Europa på 7
dage. Det kan man jo ikke. Så der er nok at tage fat på hvis vi skulle komme
tilbage igen.
Det var sjovt at opleve hvordan ungerne tilpasser sig forholdene. At når man
skulle tisse, så var det om bag en busk. Og når man skulle sk..., så skulle
man have skovlen, toiletpapir og tændstikker med. Og det med kun at komme i
bad 2 gange på en uge, bekymrede dem ikke stort.