Eyre Peninsula:
I påsken havde Helle ønsket fri og fået 5 fridage i træk. Da vi ikke havde været så hurtigt ude, kunne vi ikke komme til Kangaroo Island, som vi havde tænkt os. I stedet blev det til en tur til Coffin Bay på Eyre Peninsula, som er en meget stor halvø, som hænger ned fra midten af South Australia. Det var her, der var meget store bush-fires i januar. Man kunne stadig se sortsvedne træstammer, men langt de fleste steder var det allerede blevet grønt igen.
Det tager ca. 8 timer at køre til Coffin Bay, sv.t. 700 km. Ca. 400 km mod nord-vest og 300 km mod sydvest. Her er det altså rart med cruise-control. Man kommer gennem mange slags landskaber og jorden er på vej mod den røde farve man kender fra billeder af det centrale Australien. Man kunne køre i lang tid tværs over et område med udtørrede flodsenge – det må bare se helt anderledes ud i den våde sæson. Det kan man slet ikke forestille sig når alt bare er tørt og lidt brunligt.
Vi kunne få en ensuite-cabin (med toilet, bad og køkken) på et afbud på en campingplads på sydspidsen af Eyre Peninsula i en lille by, som hedder Coffin Bay. Inde på campingpladsen lå der en masse lorter på jorden og vi tænkte: ”kan det mon være kængurulorte?” Så her gik vi også på natekspedition med lommelygter og vi var kun lige kommet op i den bagerste del af pladsen, da vi så nogle skygger. Det viste sig at være 3 store kænguruer, som gik og spiste græs o.l., og ventede på at på at der blev ro på campingpladsen, så de kunne luske rundt og finde lidt godter.
Lige i udkanten af byen startede Coffin Bay National Park, hvor vi tog ud en af dagene. På et tidspunkt måtte vi bremse lidt ned da en ca. 1 m lang leguan lige ville krydse vejen. Vi for naturligvis ud af bilen for at kigge lidt nærmere på den. Den prøvede at gemme sig i noget krat og så bare ligge fuldstændigt stille – så-kan-de-nok-ikke-se-mig-finten. Men det var vores første møde med så store leguaner i det fri.
Vi fandt endnu en fantastisk strand, hvor vi ville bade. Det var nemlig høj sol og ca. 30-35 grader – men det var vandet ikke. Det var absolut lige kommet med strømmen op fra ishavet. Efter 10 min i vandet gjorde det stadig decideret ondt i huden. Det var koldere end i Danmark!!! Men i, det skulle vi selvfølgelig.
Dagen efter tog vi til Port Lincoln National Park også på sydspidsen af Eyre. Der så vi 7 emuer daske rundt ude på en udtørret søbund. Vi listede efter dem for at tage billeder, men de gik stille og roligt, men bestemt væk fra os og kom ikke sådan umiddelbart tilbage.
Vi fandt også en ny lækker strand, på nordsiden af en lille halvø, men var nu noget skeptiske. Men her var vandet bare helt vidunderligt, sv.t. 25 grader eller deromkring. Der var helt vildt mange muslingeskaller og både Oliver og Kristine fik lært at snorkle. Oliver så en stor død krabbe på bunden – det var han ikke så begejstret for. Den var bare uhyggelig. Kristine fik maske og snorkel på og gik så lidt rundt i vandet. Så mens hun holdt i hånden fik Helle lokket hende til at kigge på muslinger på bunden og da der var mange af dem, så lige pludselig glemte hun at hun skulle holde i hånd – så kunne hun helt selv. Det er bare lækkert at de begge har prøvet det inden vi forhåbentligt skal til Great Barrier og snorkle.